Sommerferie 2001 

Blandet Ardeche

Så er det ferie, bilen er pakket, blomsterne vandet, huset overladt til god pasning. Klokken er lidt i seks torsdag  morgen d.14/6 og vi kører mod Fyn, hvor vi har lejet en campingvogn. Vi har kørt med den sidste år, hvor den var alle tiders at køre med, så vi går den hurtigt igennem, spændte den efter bilen og så skulle vi en tur sydpå. Men hvad var det ? Ude på motorvejen var den ikke særlig stabil at køre med. Vi kørte ind på den første rasteplads for at tjekke om alt lå som det skulle. Det gjorde det ikke, forteltet lå nu under det bagerste sæde, op foran med det. Det hjalp, nu lå den perfekt efter bilen, så vi fortsætter sydpå.

Målet er La Résidence i Provence, en lang tur, så vi har besluttet os for at tage på på den ´hårde´ måde. Motorvej hele vejen, ikke som ellers, at finde alternative veje når motorvejen bliver for ´træls´ . Vi slap gennem Hamborg og Elbtunellen uden køer og kørte ned af A1 over Bremen og Køln. Efter Køln er der heldigvis et stykke hvor der ikke er motorvej, så vi kører lidt af  E31  til frakørsel 29/12 hvor vi kører på vej 257 gennem Eifel. Det er en flot tur og det er jo dejligt efter den lange tur på motorvej, selv om vi har holdt en del pauser. Vi kommer ned på "Moselmotorvejen" og vil overnatte på rast Eifel, det er jo rart at overnatte på en rasteplads, hvor der også er andre der overnatter. Der holder en campingvogn og to lastbiler på den store plads!. Men vi sover rigtig godt, det er ikke den mest trafikerede motorvej.

Efter en god og rolig nat, står vi tidligt op og kører videre. Vi kører gennem Trier i morgentrafikken, men der er også plads til os. Efter Trier kører vi af vej 419 langs Mosel, som vi må nøjes med dette lille kig på denne gang, i håb om at finde en god tysk bager og det lykkedes. Vi handler lidt godt tysk morgenbrød til morgenkaffen, som vi får på den første rasteplads i Frankrig. Så går det videre mod Lyon af E21 - E 15, der efter det første kedelige stykke, blomstrer flot op med grønne landskaber og blomsterne gyvler og parykbuske langs vejen. På turen rundt om Lyon er der tæt, langsom trafik og vi bliver i tvivl om vi når målet i dag. Vi ringer til La Résidence for at høre hvad tid vi senest kan komme, men de har gæster, så vi kan bare komme.

Udsigt over St. Remeche

Klokken 19.30 drejer vi ind på pladsen efter en lang tur, vi hilser på Zahia og bliver indskrevet og hun vil da gerne lave lidt mad med til os. Da det er tidligt på sæsonen kan vi bare vælge en plads, det gør vi, klodser vognen op, får et bad og går op for at få lidt at spise. Lidt at spise vil sige 3 retter (Pate´, Lammesteg og Is, det var bare lækkert) og med en god flaske Résidence vin til, glemmer man næsten helt den lange køretur. Vi sov rigtig godt om natten.

Marked i Pont St. Esprit   

Vi vågner op til halv gråt vejr, henter morgenbrød nede i byen, der kommer ikke bager på pladsen uden for sæsonen. Bagefter kører vi en tur til Pont St. Esprit nede ved Rhone floden, der er det lunere og der er marked, sikken et marked, der kan købes næsten alt, fra hundehvalpe, kattekillinger, alt i mad, grønt, Provence stoffer, tøj m.m. Vi køber med hjem til aftensmaden, vi vil grille i aften. Tilbage på pladsen for vi rejser fortelt og indrettet os. Da vi når hen ad spisetid blæser det op, vi må sikre forteltet og kokkerere inde.

De næste dage byder på meget blandet vejr, sol blæst, torden og Mistralen kommer også og hilser på, så det føles som fortelt og vogn er på vej op i bjergene. Vi kører lidt rundt og se på omegnen, er nede ved Ardeche floden og kikke, der er meget flot og flere steder går vejen igennem klipperne. Campingpladserne dernede ser mere turistede ud og bliver glade for at vi ligger oppe i baglandet. Vi ser de gamle byer i Roums og St. Montan, hvor den sidste nok er den mest spændende at se.  

Tirsdag kommer det rigtig gode vejr, det er bare dejligt, så den står på afslapning indtil vi skal ud og se Allans vinmark og smage på Claudes vin. Hans Merlot smager rigtig godt, lige så godt som Allans.  

    Nyons                                            Blomstpå Mt. Ventoux

Om onsdagen kører vi en tur til Nyons også for at se den gl. bydel. En god ide er at få et bykort i Turist infoen, så er det nemmere at finde rundt der og det er en fordel når det er dejligt varmt. Der er en flot tur hvor man kommer rundt og ser den gl. bydel. Bagefter kørte vi en tur til Mt. Ventoux, en flot og spændende tur, Spændende især fordi sidste tank begyndte siestaen, lige som jeg skulle til at tanke, og gik ud af sidedøren, mens vi holdt 2 biler og en motorcykel klar til at tanke ! Men vi havde en flot tur op over bjerget og reservetanken rakte. På hjemturen kørte vi igennem Rastau, som også skulle have en del god vin. Vi var inde hos en sur vinbonde, der ikke virkede særligt interesseret i at handle. Allan sagde senere at vi skulle være gået ind på Vincoop, der har god vin.

Ellers slapper vi af på pladsen og nyder det gode vejr, der er så godt at jeg får  noget af en rød mave, det har jeg ikke prøvet før, da jeg plejer at være rimelig solstærk. Torsdag aften var vi til fællesspisning på terrassen, vi var ca. 24 der nød Zahia´s  gode mad. Det var meget hyggeligt. Fredag fortæller Allan at der er marked med stoffer i Pierrelatte,så der kører vi en tur ind, men vi syntes ikke det er lige så spændende som det i Pont St. Esprit. Om eftermiddagen er vi to par der går en lang tur, efter Allans anvisninger, rundt på de små veje omkring byen og ser det hele på en lidt anden måde, dejlig tur med en god snakundervejs.

Lørdag er det jo Skt. Hans men det ved de ikke åbenbart ikke i Frankrig, så vi kører en tur til P. Esprit for at handle, finder stoffer til en del duge og køber grøntsager ind. Kødet til grillen i aften, køber vi hos den lokale slagter. Vi købte også et par pølser, der så meget lækre ud, det var de ikke, meget fede og specielle i smagen, men sådan er det jo, når man skal smage de lokale ting, kødet var udmærket. Vi var også hos Vincooperativet, hos Claude og hos Allan og købe "lidt" vin til at tage med hjem. Vi var ikke helt enige om at det kunne være i bagagerummet, men det kunne det, vi skulle jo have det med hjem . Om aftenen efter vi havde grillet og siddet og nydt kaffen og musikken fra festen nede ved skolen, skulle vi lige ned og se hvad der skete. Jeg tror det var en slags afslutningsfest, af en slags. Men det flotte, det var at gå gennem byen i måneskin og de gule lampers skær, meget romantisk. Alle huse var imponerende flotte at se i det skær, det er de jo ikke alle om dagen, selv om de absolut har deres egen charme. 

Grotte Madeleine                                Grotte Madeleine

Søndag er det sidste dag på pladsen, vi kører en tur ned til vejen langs Ardeche floden og nyder udsigten til de mange kanoer, det blev ikke til sejltur denne gang, men vi vil øve os til næste gang. På turen kommer vi forbi Grotte Madeleine og bliver enige om at vi lige skal se hvad det er for en. Det var en oplevelse, der  ikke kan beskrives her, den skal simpelthen opleves, meget flot . Det er også dejligt at komme ind i en kølig grotte, med ca. 15 g.. når det er 33 g.. udenfor. Så var det ellers tid at pakke teltet sammen, det var ikke sjovt i den varme, men vi vil op og spise den sidste aften her så der er ikke andet at gøre end at pakke sammen om eftermiddagen. Ved 20 tiden går vi op for at spise og igen får vi lækker mad (salat med bacon, oksemørbrad med hvidløgssovs og is til dessert) Det var en meget hyggelig middag, vi var seks par der sad og spiste og vi kom til at snakke om hvor vi kom fra. Det viste sig at vi var et par fra Frederiksværk, et fra Jyllinge, et fra St. Rørbæk ved Frederikssund, og os fra Frederikssund, et fra Rold og et par fra Trier. Utroligt at mødes 4 par fra så lille et område, så langt væk, men sådan er verden jo så lille. Det var en meget hyggelig aften med megen god snak mellem bordene.

Mandag morgen er det farvel til La Résidence, en utrolig uge er gået alt for hurtigt og vil vi ikke køre hjem på samme måde som på nedturen. Vi vil bruge et par dage i Alsace på vejen hjem. Det er varmt allerede 31 g. kl. 9. Vi kører raskt nordpå bæller en masse vand og holder mange korte pauser. Ved 19 tiden er vi i Equisheim og finder en dejlig plads i skyggen på Camping des Trois Chateaux, som vi har fået anbefalet af nogle af vores medcampister. En flot plads med mange forskellige træer, vi ligger under et med blomster i klaser, der minder om orkideer og så ligger den fint for ture langs vinruten.  Mens vi stiller campingvognen op kommer storken og hilser på, meget hyggeligt. Bagefter er  vi inde i Colmar for at finde lidt nemt at spise og ender med at handle hos Dominos pizza! sådan kan det gå.

Equisheim                     Stork på Camping des Trois Chateaux                       Parti i Equisheim                          

Tirsdag vågner vi til endnu en dejlig dag, ikke en sky på himmelen. Efter morgenmaden kører vi en tur over Ribauville til Riquewihr, en meget flot gammel by og mange mennesker, selv på denne tid af året. Vi har før været der, men måtte køre igen på grund af trafikkaos, men byen er absolut et besøg værd.
Om eftermiddagen er vi nede i Equisheim og får et kort i turistinfoen. En flot by med en blomsterrig ringgade rundt i den gamle by, med mange blomster, næsten som Sydtyskland / Østrig. Ved aftensmaden kikker storkene forbi næsten samme tid som i går, mon det er nogle campingfar låner på storkefarmen i nærheden?. Som jeg tænker det tager storken tilløb og letter hen over toiletbygningen, så er de lånt,  kommer de flyvende til!

Onsdag kører vi videre, vi kører over Rhinau hvor vi før har været, det er begyndt at gråne i vejret, så vi handler ind i Rhinau, tager den gratis færge til Tyskland og kører nordpå og vejret bliver igen godt og varmt. Ved Karlsruhe kører vi ad vej 293 mod Heilbron og videre mod Würzburg. Derfra havde vi regnet med at køre ind over Eisenach, men da der ikke ser ud til at være mange campingpladser den vej kører vi ad 7eren og vil overnatte på en plads i Kothen, der ser ud til at ligge godt, men ak vi må bakke ud igen og hen på en lille græsplæne og inden vi får set os om er vi afkrævet 27 mark og lukket inde i et hjørne og kan først komme ud når dem foran er kørt. Campingpladsen og baderum kan vi komme til igennem skralderummet, ret ulækkert. Så ser i et skilt på jeres vej hvor der står Rhön Perle, så kør videre, vi ville lige så gerne have overnattet på en rasteplads , som der.

Torsdag kører vi ad vej 27 nordpå og køber  kirsebær på vejen, dyre men dejlige. Efter et stykke motorvej drejer vi ind over kanten af Harzen og kører op over Luneburger Heide. Der var der meget lastbiltrafik så det var ikke den tur vi havde regnet med . Ved 18 tiden landede vi på Kruså Camping en god, hyggelig plads hvor vi ville have den sidste overnatning

Kruså Camping                                 Gråsten Slot

I dag fredag skal vi aflevere " vores" Campingvogn, så efter morgenmaden står den på rengøring, det er en af ulemperne ved at leje, vognen skal afleveres til aftalt tid og man er nødt til at tømme den inden man kommer hjem, hvis man som os lejer den undervejs. Vi skal først aflevere den i eftermiddag så vi har god tid, så vi kører en tur over grænsen og klemmer lidt "proviant" ind i bilen der er fyldt godt op efter vi har tømt campingvognen.  Bagefter kører vi en tur til Gråsten for at se slotshaven inden de kongelige kommer på besøg, de andre gange vi har været i Sønderjylland har der altid været lukket. Slotshaven står i fult flor og er et flot syn, så det var godt vi tog den tur med . Så spændte vi campingvognen på for sidste gang, kørte op og afleverede den, tak for lån og så trillede vi over Storebæltsbroen og hjem igen. Vi havde kørt 4508 km, ca. 10,5 km. på literen

Vi har haft en rigtig god og meget afslappet ferie, mødt nogle utrolig  flinke medcampister, campingværter, ikke holdt i kø en eneste gang, kun fået afregnet halvdelen af motorvejsgebyrerne fra Frankrig. Campingvognen vi havde lejet var en Adria a 432 px, godt indrettet til os og gik godt i spænd med vores bil.
Skal man til Frankrig og har mulighed for at rejse tidligt kan vi varmt anbefale det, alt er grønt og frodigt endnu, der er god plads og campingværterne har også tid til en snak. 15 dage er nok lige i underkanten til en sådan tur, med campingvogn,  men vi havde ikke mere og havde da også en rigtig god tur.  Er man "lejecampist" som os, har Zahia og Allan jo også nogle dejlige Mobilhomes stående, de så ikke så ringe ud. 

Et godt kort over området er Michelins kort 113 ( 1/160000 ). Det dækker til begge sider af Rhone floden.  

 

Til Top                         Til Ferier