Rågeleje og Fjäldbacka aug. 12

 

Stranden ved Rågeleje Camping

Stranden ved Rågeleje Camping

 

 

Fredag 10. aug. kommer to friske drenge, knap 3 og 4 på besøg og styrer direkte mod cv'en for de skal med på tur.
Deres tasker ryger direkte op i dobbelt sengen og så " her skal vi sove!" og det kommer de til for de er ikke større end de kan ligge godt på tværs af sengen, så det fungerer rigtig fint.
Vi pakker færdig og har en aftale med DCU Rågeleje om at vi gerne må komme inden middag så vi kan pakke ud rejse fortelt inden den mindste skal sove til middag.
DCU Rågeleje var et godt valg for det er en dejlig plads og med et flinkt værtspar og mange flinke campister. En plads det så ud til man hyggede sig på og det gjorde vi også. Der blev kørt på tre hjulede mooncar, hoppet på hoppepuder, klatret på alle klatre stativer og de fik lært at bruge brandmands røret i legehuset. Der blev læst gode historier og så er området ved Heatherhill jo alle tiders til gå, lege og badeture. Vi var den korte tur ned til stranden flere gange, men da vi havde taget badetøjet med blev det bedstefar der kom i bølgerne og det var ret godt med en svømmetur der. Stranden der er nok ikke den bedste med mindre børn.
Men tiden går hurtigt når man er i så godt selskab og søndag middag bliver de hentet og der bliver meget stille da de kører fra pladsen.
Vi havde regnet med at køre videre når de var hentet, men det er rigtig godt vejr så vi vil pakke teltet sammen godt tørt. Vi får nok ikke brugt det mere på denne tur. Så vi pakker teltet og sætter solsejlet op i stedet så vi kan sidde og nyde den gode eftermiddag og aften


 

Heatherhill

Mandag pakkede vi hurtig sammen, vi havde sat solsejlet op så vi kunne bruge det om aftenen, men det er jo snart taget ned og så triller vi langs nordkysten til Helsingør hvor vi triller direkte ombord på færgen. Det er jo rart, men har også sin pris i forhold til broen.

Ved godt middagstid holder vi ved indskrivningen til Camping Gekås. Det er drive in indskrivning der foregår nemt og til slut efter betaling af 200 skr. vil de lige ha' en underskrift. Til hvad? jo de vil være sikre at vi har forstået opstillingsvejledningen til cv. på pladsen!

Det er en kæmpe plads og alle holder ens i lange rækker så der er ikke meget at være i tvivl om. Der hvor vi lå var der en meget flot sanitets bygning.
Så måtte vi en tur ind og kikke i Gekås og vi må sige det er stort og der er rigtig mange gæster og også rigtig mange varer. Vi havde kun taget en vogn med, mange havde to til 4 med og der var læs på dem. Vi fik handlet lidt tøj og madvarerne gik vi op i ICA og handlede. Vi havde lidt svært ved at finde dagligvarerne i Gekås.
Så lidt rundt og kigge i alle de mange tilbuds forretninger der ligger rundt om Gekås, men kursen på den svenske kr. har nok mindsket  fidusen for os.
For svenskerne må det være et udflugts mål. De rigger jo til som om de bliver længe, rejser fortelt og sætter blomster, grill mm.
Vi kan klare os med en dag og det er ikke sikkert at vi kommer der igen selv om vi kommer i nærheden, en tur i Bilka vil være lige så spændende.
 

 

 

Havnen i Fjäldbacka

 

Næste morgen fortsætter vi så mod turens mål. Camilla Läckberg's Fjäldbacka som vi har læst ret meget om og nu vil vi op og se den og vi vil selvfølgelig bo på Fjäldbacka Camping.
Men hvad er nu det, efter at ha' vist cv'en frem gennem byen og havnen (gps'ens skyld) og næsten er ved pladsen ser vi et skilt "alt optaget" på Fjäldbacka Camping. En opringning bekræftede det og hvad så! vi bestiller jo aldrig plads. Nærmeste plads lå 3 km. fra byen, ved en gård, det lød ikke ligeså spændende som i første række i skærgården.
Men det var det, så det var velkommen til Åsleröds Camping, en rigtig dejlig plads drevet af Caravan Club Sweden, hvor vi blev vist rundt og selv kunne vælge plads. Vi valgte en god en og satte cv'en så vi havde aftensol til grillen og det så rigtig godt ud.
Så måtte cyklerne i brug og vi cyklede gennem skoven ind til byen og Fjäldbacka er en meget hyggelig og meget flot by med utrolig flot udsigt til alle skærgårdsøerne. Vi får lige købt lidt mad og så hjemad igen. Fint vejr til at grille og sidde og nyde aftensolen og solnedgangen går vi op og nyder på deres udsigts klippe. Der er en ret flot udsigt ud over skærgårdsøerne, mens solen går ned.

 

 

 

Åsleröds Camping

 

Udsigtspunktet på Åsleröds Camping

 

Onsdag form. cykler vi igen ind til byen og er lige en tur ude forbi Fjäldbacka Camping for at se hvad vi gik glip af, ingen ting, det er en rigtig gammel fastligger plads hvor de fleste cv'er er klodset meget op for at stå vandret. Det ser ikke særlig kønt ud og transitter var der plads til i et mørkt hul omme bag ved og på hjørnerne rundt omkring. Det så ikke godt ud og det er ikke fordi jeg har noget mod fastliggere. Der var næsten ingen pladser med udsigt ud over skærgården, fordi der ligger et meget stort klippe parti ud mod vandet. Så kommer I på de kanter så er Åsleröds Camping altså bedre selv om den ligger lidt uden for byen.

Så er der dømt rundtur i byen og den er bare meget hyggelig med mange små og krogede stræder og en smal bakket hovedgade hvor der lige kan være en cv. men der er en anden vej uden om. Vi sidder nede i havnen med en god kop kaffe, og en lækker kage ( nok lige så god som en østrigsk med forbogstaver i flormelis!!) og nyder den flotte udsigt ud over skærgården. Vi køber lidt frisk fisk med hjem til grillen i aften

Det er nu hyggeligere at gå rundt og kigge og handle her her end i Gekås. Vi vil op og se kirken på toppen af byen, men den er som mange kirker i Sverige låst. Udsigten deroppefra er rigtig flot og vi går gennem de små stier og stræder ned til havnen igen. Der ligger mange flotte gamle huse i den gamle del af byen.

Om eftermiddagen er vi ude og kigge på loppis, men priserne er som omgivelserne noget i top. På vej hjem er vi en tur gennem Hamburgsund som er en lille by med en færge til Hamburgö på den anden side sundet. Der er meget fyldt med både i sundet og selve byen er ikke noget specielt.

 

Postkasse i Fjäldbacka

 

På vej ned fra kirken

 

Hamburgsund

Hamburg Sund (lånt på Google)

 

Torsdag kører vi en tur  til Grebbestad og kigger og handler lidt, hyggelig by rundt om en ret stor havn og der er vel ikke noget der er meget bedre end at sidde og nyde en kop god kaffe og en kanelbulle på en havn i dejligt solskin og følge livet der.
Så går turen videre til Tranumshede, som vi troede var en større by, men det er det ikke. Så den var hurtigt set og Patrik mødte vi heller ikke og så kunne vi lige så godt køre tilbage til Fjäldbacka hvor vi vil prøve at komme op på klippe knolden lige over byen. Det var en flot tur ud over klipperne og en rigtig flot udsigt ned over byen og ud over skærgården. Vel nede i byen igen måtte vi sidde og nyde udsigten en sidste gang med en dejlig is fra isboden ved siden af statuen af Ingrid Bergman. Hun holdt mange af hendes ferier på en af øerne ud for byen.
Det er lidt vemodigt at vi skal videre i morgen for Fjäldbacka er bare en hyggelig by midt i den flotte skærgård som vi aldrig har været i før på Vestkysten , men vi kommer der nok igen.

 

Udsigt fra knolden over Fjäldbacka

Mere udsigt fra knolden over Fjäldbacka

 

Fredag pakker vi hurtig sammen og kører videre mod Borås hvor vi gerne vil kigge bl. a. på et væveri museum. Men da vi kommer til byen er den et stort trafik kaos, så vi holder tungen lige i munden og følger vejen lige gennem byen og videre gennem det dejlige svenske land.

Efter frokost ser vi et skilt til et loppis og kører en tur i skoven og et godt stykke ude ligger en fin rød svensk gård hvor der i et lille udhus er de flotteste gamle ting, priserne er også derefter, men spændende at se og høre om tingene. Hun fortæller at på søndag er der et rigtig godt og rigtig stort marked i Markaryd hvor hun også skal ned. Da vi har kommet en del der i området før i tiden skal vi da også se det.

Vi beslutter os for at campere i Ljungby og kigge lidt der i området. Ljungby camping ligger  ude ved et idrætscenter og er ikke noget at skrive hjem om. Inde i byen er der byfest så det meste af byen er afspærret og der skal være et eller andet optog senere, så vi kører "hjem" og nyder solen. Næste morgen vågner vi ved lyden af regn på taget og det ser ud til at vejret er skiftet, så vi synes  at det er tid at vende næsen hjemad og så må Markaryd vente. Vi kommer forbi pladsen hvor kræmmerne  er ved at sætte op og der ser allerede godt blødt ud. Vi følger så den gamle "R1"er mod Helsingborg, dejlig vej når nu alt trafikken er på motorvejen. Undervejs er vi inde og kigge i Örkelljunga der også er en fin lille by. Vi tar' færgen fra Helsingborg, sikken en pris ( 850 s kr.) når man ikke har nogle rabat billetter, men vi orkede ikke turen rundt om broen der er meget billigere.

Vi er hjemme ved 17 tiden og det er 30 gr. varme og om aftenen er der den flotteste stjerne himmel som vi sidder og nyder ude i det rigtig gode, lune vejr.

Det har været en super ferie, starte med drengene i Rågeleje i 2 skønne dage og bagefter en lille uge i Sverige, endda i godt vejr så kan det ikke blive bedre.
 

 

 

 

Hus i Grebbestad

 

Forside   Ferier